Om Amanda Zimmerlund
Jeg hedder Amanda, og jeg laver kunst i mit atelier i Ikast. Alt, jeg skaber, er originalt eller unika. Lavet i hånden. Det holder jeg meget af, og det er noget helt særligt at have original kunst i sit hjem.
Det startede med akvarel...
I 2017, mens jeg studerede til lærer, begyndte jeg at male. Det var en hobby - flydende akvareller, mange timer fordybet i opdagelsesrejsen på det hvide papir. Uden plan. Det har altid været ansigter, jeg automatisk skaber. Der er noget ved at indfange et blik, der aldrig gør mig træt.
Jeg skaber med min intuition
Mit vigtigste arbejdsredskab er min intuition. Den trækker mig derhen, hvor jeg skal være, hvis jeg lytter. Jeg leder efter det balancerende punkt, hvor noget usagt og uvist pludselig opstår. Mine værker vil gerne fremstå både mystiske og uopklarede - som en gåde, der aldrig bliver løst. De vil gerne vække både undren og genkendelse, det ubehagelige og lette på samme tid. Jeg ser kunst som et spejl til vores indre. Du kan ikke ignorere, når kunst har ramt dig. Jeg bliver ramt af kunst, der provokerer mig eller føles lidt grimt. Det er også min egen drivkraft.
Kærligheden til det originale
Jeg maler og tegner originaler i hånden på papir og lærred. Jeg laver keramik i stentøj - kopper, vaser, lysestager - formet og glaseret i hånden. Her kommer der aldrig to ens værker ud. Jeg laver også håndlavede grafiske tryk - linoleumstryk og collografier - hvor hvert tryk har sine egne særpræg. Nogle værker bliver til kunstprints i åbne eller lukkede oplag, så flere kan få glæde af dem, og de udvælges og skabes af mig.
Mit atelier i Ikast
Jeg deler atelier med min storesøster, Anette Zimmerlund, der også er billedkunstner. Sammen holder vi workshops i alt det, vi elsker allermest - linoleumstryk, collografi, akvarel, mixed media, keramik. Efter min sygemelding i 2025 arbejder jeg meget struktureret. Min hverdag er inddelt i skabelsesdage og pausedage, for pausen er altafgørende for min skaberkraft. Og aporpos skaberkraft. Jeg har lavet en selvbiografisk, online playshop om kreativ frihed. Den handler om at skabe frit og med øvelser til at skabe, når hovedet vil blande sig. Den er personlig, fordi den rummer min egen fortælling om at være blokeret. Den giver et ærligt indblik i min rejse som billedkunstner, hvor selvkritiske tanker, overtænkning og mere til har udfordret mig.