Om amanda zimmerlund, 30, billedkunstner

Hvor er der plads til mig?

Når jeg kigger tilbage, har jeg altid udtrykt mig kunstnerisk for at skabe et rum, hvor jeg kunne være. Som barn skrev jeg sange, digte og lavede dansekoreografier på mit værelse. Jeg var altid i gang med at udtrykke mig.

I dag er det gennem billedkunsten, og jeg får præcis samme følelse som dengang; her er der plads til hele mig. Her kan ingen tage mine følelser, tanker eller oplevelser fra mig. At udtrykke mig kunstnerisk føles som frihed, fordi jeg her kan være ærlig og det mest ægte af mig uden forbehold eller tilladelse.

Jeg skrev ofte sange om svære menneskefølelser. Om at føle sig fortabt, forladt, ensom, forkert, misforstået eller bange. Men altid med håb, mod og tillid at spotte. En dobbelthed. Det er præcis det samme i dag, når jeg sidder foran det blanke papir.

Mine værker skal ikke give svar og har ingen facit. Du kan ikke forstå eller mærke dem forkert. Ofte vækker de undren og spørgsmål; hvorfor er x sådan, når y er sådan?

Engang forsøgte jeg at svare. Måske forklare eller forsvare. I dag svarer jeg, at jeg skaber intuitivt og udtrykker mig i de mystiske, usagte og gådefulde lag. Mine værker er poetiske og åbne og balancerer mellem gøgl og alvor.

For mig handler kunst om at skabe plads til hele mennesket. Til mig. Til dig. Der er så meget, øjet ikke kan se. Der er så meget, hjernen ikke kan forstå.

Jeg er tit faret vild som billedkunstner, fordi jeg altid har troet, at jeg skulle have andres forståelse eller anerkendelse for at være berettiget. I dag forstår jeg, at det ikke er nødvendigt. Og jeg rummer mig selv for, at jeg netop så mange gange har glemt min skabens kerne: kunsten skaber et rum til mig, hvor jeg ikke skal forsvare, forklare eller retfærdiggøre.

Mine værker berører livets kompleksitet. Der er altid en dobbelthed og modsatrettede elementer i mit arbejde. Det føles som en dyb, ren vejrtrækning, at jeg gennem skaben kan være og give plads til det smukke, det mørke, det skæve og det sårbare ved og i livet.

Hvert originalt værk findes kun i ét eksemplar. Et udvalg af motiverne lever videre som kunstplakater, så flere kan invitere mine skæve eksistenser ind i deres hjem.

Skriv endelig hvis du er nysgerrig på at vide mere.

Amanda

Find kunsten her